Føler mig mindre værd efter…

For 12 år siden fik jeg tildelt fleksjob efter mange års “kamp” med systemet, om jeg nu også var syg. Trods en diagnose med KRONISK leddegigt. En lang og besværlig kamp, hvor en advokat var med ind over for at, jeg ikke endte på pension… I dag ville jeg have ønsket at, jeg tog imod pensionen.

I alle de år jeg har haft fleksjob, har jeg aldrig følg mig som en samfunds”nasser” eller en der får social ydelse fra det offentlige – jeg var på arbejdsmarked og STOLT over at, kunne blive ved med at, være del af det “normale” samfund.

DET ÆNDRET SIG  -da den nye fleksreform blev aktiv i 2013!

Jeg følte at, jeg bidrog til samfundet på en alm. løn – betalte min skat, sparet op til pension som alle andre på arbejdsmarked. Ja, selv om arbejdspladsen fik tilskud til mig fra det offentlige – betragtet jeg ikke, mig selv,  mindre værd end mine kollegaer.

Jeg var ansat på den gammel lov da den nye reform trådte i kraft  -og trods det, at  jeg var i arbejde på daværende tid, kæmpende jeg for at, det ikke blev til noget….  

Da det blev en realitet, var jeg rædselslagende for at, midste mit job og komme over på den nye reform – hvilke er en hel anden historie… 

Jeg yder end indsat i mit job  og jeg arbejder hård, hvis ikke hårde for at, bevise at jeg godt kan klare et job på “næsten” samme vilkår som resten af DK´s befolkning – vel viden om at, jeg har mindre arbejdstid end mine kollegaer.

Hvis jeg skal sige det rent ud, så er fleksjobreformen, en kæmpe fiasko og en menneskelig katastrofe.

Radikale, Socialdemokratiet og SF slagtet folk i forhold til 2013’s førtids- og fleksjobreform og som man efterhånden er vant til, så skuffede de arbejderne med deres politik. Mest af alt fik de en hård arbejdede,  kampfuld og stædig kvinde som mig til at, blive flov, ked af det og værdiløs i samfundets og egne øjne.

Når man får tildelt fleksjob, bliver der fuldt med i alt hvad man laver, både hemmeligt og åbentlyst fra kommunen side af. Det i sig selv, er en virkelig grænse overskridende for ens personlighed, selvvære og identitet.

I dagligdagen  føler jeg mig mindre værd end mine venner, kollegaer og over for familien som forsøger. Det har været med stor grænseoverskridende overvindelse i forhold til mine omgivelser og efter mange års arbejde på ikke at, være Lisbeth med leddegigt – blev jeg “kastede” tilbage til starts udgang af min sygdom.

Det var hvad de fik ud af at, lave loven om for individerne, også har jeg ikke engang tænkt det økonomiske ind i mine konklusioner af deres indflydelse.

Jeg ikke kan forstå hvorfor de to partier sammen med Socialdemokratiet lavede førtids- og fleksjobreformen om, der begyndte i januar 2013. Hvad er det så, den reform skal kunne tilbyde os på overførsels indkomst?

Ialt  2,7 procent er efterfølgende kommet i arbejde…

Kilde:  Arbejderen

Det har kun forværret vores liv – fysisk, som psykisk og økonomisk. Jeg mener at, folketingspolitikerne skal erkende, at 2013’s førtids- og fleksjobreform slet ikke har virket og de burde genindføre den gamle fleksjobreform fra 2003.

Prøv selv at google og læs alle de udregninger og menneskelige historier om regeringens værste beslutning for de svage i Danmark.

Jeg vedlægger dette citat, som jeg syntes fortæller rigtig meget, hvordan et samfund burde hænge sammen og hvordan vi kan lære af andre… klogt skrevet af en stærk leder!

Jim Dunaway, President, J.Dunaway Consulting LLC

“A wolf pack: the first 3 are the old or sick, they give the pace to the entire pack. If it was the other way round, they would be left behind, losing contact with the pack. In case of an ambush they would be sacrificed. Then come 5 strong ones, the front line. In the center are the rest of the pack members, then the 5 strongest following. Last is alone, the alpha. He controls everything from the rear. In that position he can see everything, decide the direction. He sees all of the pack. The pack moves according to the elders pace and help each other, watch each other.”

Jeg ser lidt ovenstående som vores land og jeg kan kun se at, rækkerfølgende er blevet skævt fordelt til fordel for de “stærke” og “lederne”. Dem som skal være forbillede for vores alles bedste.

Jeg er dybt taknemmelig for at, jeg ikke ligger på gaden og jeg har et slags “sikkerhedsnet” i vores danske system. Men jeg må også sige at, ind imellem opgiver jeg kampen mod det offentlige, om hvordan de betragter os i samfundet.

Der er helt sikker nogen, som ikke kan eller vil arbejde i systemet – MEN det er de færreste  – og vi skal blive bedre til at, gøre livet til et liv med kvalitet.

Knus fra mig til dig